onsdag den 30. juli 2014

Dag 2 fra Santander til Comillas - 79 km - kørt 105 km

Det var en ren stroppetur, vi lagde ud med. 75 km er en lang tur på MTB, når det samtidig er på stier og skovveje. 

Vi startede i Santantander ved Katedralen,  og fandt nemt turens start med muslingeskallen og kom godt ud af byen. Men skiltningen var ikke helt god, eller også var vi ikke gode nok til at læse kort eller beskrivelsen fra Spanismore. Lige efter Santander kørte vi forkert første gang og kørte lidt i ring, men fandt tilbage til ruten.PUHA 🚵👍 vi må have misset en pil.

Vi kom til en smuk gammel by Santillana del mar, som er en af Spaniens smukke landsbyer, hvor der bl.a var et lille legetøjsmuseum. Efter vi havde fået en is, og havde kigget lidt på byen, gik turen videre ad pilgrimsruten, men det var svært at finde ud af byen og ind på den rigtige rute. Efter et par forsøg besluttede vi at køre mod den by, hvor vi skulle overnatte i og håbede så at finde ind på ruten. Det gjorde vi også, men noget gik helt galt for på en rigtig MTB sti endte vejen med en klippeskrænt, og det var bare ikke muligt at komme videre. Så vi måtte cykle den modsatte vej, for at finde tilbage til rette spor. Vi kørte op og ned, og det føltes som om, vi kun kørte op. Vi endte til sidst i Comillas på et dejligt lille hotel, men klokken var blevet 18, så vi var meget trætte efter en hel dag på cyklen, og derfor var der ikke kræfter til at skrive på bloggen. Vi havde håbet, at man kunne spise på hotellet, da vi ikke orkede at gå 500 m ned i byen for at få mad, men desværre der var ingen vej uden om. Heldigvis spiser spanierne ikke så tidligt, for vi var først klar til spise kl. 20.30.
Vi fandt et lille sted på torvet, hvor vi så, at vi havde fået en guldmedalje i VM cykling for damer.
Vi sov med det samme, da vi endelig kom i seng. Der var der først morgenmad kl. 9.00, og da vores kufferter hver dag skal afleveres i receptionen kl. 8.00 havde vi en hel time til at studere rute og kort.
Vejret ☀️☀️☀️25 gr.



Dag 1 Turen til Santander - 26 km

Puha vi nåede kun til lufthavnen, så var der problemer med Anettes og min flyvebillet.
Vi opdagede ved et tilfælde i weekenden, at det var Anettes og mine flyvebilletter der var blevet annulleret og ikke Curt og Kirstens. Vi troede, at det var blevet ordnet og havde tjekket det på Iberias hjemmeside, men det var kun reservationen af flyvet, billetterne var blevet annulleret og vi måtte købe nye billetter til Anette og jeg. Da det var gjort kunne de ikke finde ud af at booke os på flyet, så da vi endelig var klar, var der kø i Security. Heldigvis, lykkedes det os at springe køen over. 
Vi var der ellers i rigtig god tid, men vi nåede ikke den toldfri eller at få morgenmad i lufthavnen. Det var direkte i flyet og vi var i luften inden vi så os om.
Vi håber, at vores bagage er nået med flyet, og det kommer til Santander, når vi vi når dertil.
Nu håber vi at Anette og jeg kan få boardingpas i Madrid til flyvet til Santander. Ellers tager vi en shopping tur i Madrid, så må Torben og Michael flyve til Santander og cykle. 

Det gik noget nemmere i Madrid for Anette og jeg at få boardingpas og så fik vi siden af Michael og Torben uden vi havde bedt om det. 

Nu er vi med en times forsinkelse i flyveren på vej til Santander, (en lille flyvetur på 35 min.),hvor vores Pilgrimstur starter på fredag. Vi har en dag i Santander i morgen.


Vores dag i Santander

I går da vi kom til hotellet kom vores cykler kort efter, gode cykler, som vi har afprøvet i dag.

Vi gik lidt rundt i byen og fandt Katedralen El Christo, hvor vi købte vores pilgrimspas, her fik vi vores første stempel. Byen Santander bærer tydeligt præg af, at der i sidste uge var afholdt VM i sejlsport.

I dag torsdag har vi cyklet langs stranden i Santander, det er nogle fantantisk flotte og velholdte strande, de bliver ligesom skipisterne præpareret med maskiner om morgenen. Vi kunne se, hvordan tidevandet havde trukket sig ud i vandet, da kørte forbi en havn kunne man rigtigt se, at der var omkring 3 til 4 meters forskel på lav og højvande.
På vores tur rundt om bugten kom den ene lagune efter den anden, som strandene var "opdelt" i.

Vi kom til halvøen Magdalena lige uden for byen, som var et område med et gammelt palads fra 1912, der var bygget i engelsk stil. Det er i dag en del af Menendez Pelayo-universitetet  og bliver bl.a. brugt til sommerkurser for studerende. Det var et område med en lille zoo med søløver og sæler. Et indhegnet område, hvor der var lavvandet, så dyrene havde ikke noget vand, før det igen blev højvande.

Frokosten ost, skinke og brød indtog vi ved et fyrtårn helt ude på spidsen af pynten. Der var en fantatisk ro og udsigt ud over vandet. Vi fik rigtig prøvet MTB cyklen af på off road, og Torben fik ret i, at vi kunne køre rundt om pynten. ( til gengæld fik Lotte ret med elevatoren.)

Vejret har været ☀️☀️☀️☀️ 25 g.

Nu er vi klar til vores pilgrimstur, som starter ved kirken i morgen.

Indledning den nordlige pilgrimsrute

Vi har valgt at køre den nordlige rute Camino del Norte, fordi vi godt kan lide at holde aktiv ferie, men  godt kan lide, at der også er mulighed for kulturelle oplevelser undervejs. 
Vi cykler ikke pilgrimsruten af religiøse grunde, men synes det er spændende at se på de forskellige kirker og katedraler, vi støder på undervejs. Pilgrimspas skal stemples på vores cykel tur, det kan gøres i kirker, vandrehjem eller på spisestedet.

Når vi turen slutter i Santiago skal pilgrimspasset godkendes, og denne gang skal vi til gudstjeneste i katedralen i Santiago for at høre vores navne blive læst. Det sker, når man er blevet godkendt som pilgrim.

Camino del Norte er en meget afvekslende og spændende rute.
Ruten er lige så gammel som den franske rute og i middelalderen foretrak Europas kongelige og adelige at ankomme til Santiago  af denne vej, den var sikrere end den franske Camino, da pilgrimmene på denne rute var langt fra krigen mod maurerne, der fandt sted længere syd på. Den franske rute er den sydlige rute, som de fleste pilgrimme går.

Ruten går langs den Cantabriske kyst og vi skal passere nogle vidunderlige kystbyer.
Vi starter vores pilgrimstur i Santander og cykler langs kysten til Ribadeo, hvor turen går mod sydvest til Santiago de Compostella, hvor turen slutter.